Hvorfor er UFI'en vigtig

Et lille barn, der ser på en flaske med rengøringsmiddel

Hvorfor skal du vide, hvad UFI-koden er?

Hvis du eller et af dine familiemedlemmer ved et uheld bliver udsat for et produkt, der indeholder skadelige kemikalier, er dit første kontaktpunkt i de fleste tilfælde enten et giftinformationscenter eller en akut sundhedstjeneste.

Tidligere anslog giftinformationscentrene, at de ved 40 % af de modtagne opkald havde svært ved hurtigt og præcist at identificere det pågældende produkt, hvilket førte til overdrevent forsigtig behandling.

Så fra januar 2021 kan du blive bedt om UFI-koden, når du søger lægehjælp i EU. Den finder du på etiketten på visse hverdagskemikalier.

Idéen med UFI-koden er helt enkel. Det er en unik formelidentifikator på 16 tegn, der sammenkæder information om produktet og dets anvendelse, ingredienser og toksicitet. Når du har koden ved hånden, er det lettere og hurtigere for giftinformationscentret at rådgive dig eller din læge om korrekt behandling, hvis behandling er nødvendigt.

Hvilke produkter har en UFI-kode

Hvilke produkter har en UFI-kode?

UFI-koden findes på produkter, der er klassificeret for sundhedsrisici eller fysisk fare i henhold til EU's forordning om klassificering, mærkning og emballering. Klassificerede produkter er mærket med et piktogram og kan være sundhedsskadelige, hvis du ikke anvender dem korrekt.

Eksempler på typer af produkter, hvor du kan forvente at se en UFI-kode, inkluderer:

  • Klæbemidler, såsom almindelige limstifter eller mere specialiserede klæbemidler til vægbeklædninger eller gulvbelægning.
  • Luftplejeprodukter, lige fra rumopfriskere til duftlys.
  • Kunsthåndværksartikler, såsom finger- og hobbymaling.
  • Rengørings- og vedligeholdelsesprodukter til både indendørs arealer, såsom køkkener og badeværelser, og udendørs arealer, såsom terrasser eller flisebelagte gangstier.
  • Specialrengøringsmidler, f.eks. til biler eller fodtøj.
  • Vaskemidler til tøjvask, plejemidler til vaske- og opvaskemaskiner, skyllemidler.
  • Blandinger til elektroniske cigaretter.
  • Kemikalier til havebrug, såsom plantegødning og ukrudtsmidler.
  • Byggematerialer, såsom cement og mørtel.
  • Maling og overfladebehandlingsmidler.
  • Brændstoffer, såsom grilltændvæske og lampebrændstoffer.
  • Blæk og tonere til printere.

Hvis du ikke kan finde UFI-koden, kan det skyldes, at virksomhederne har indtil begyndelsen af 2025 til at tilføje den til etiketterne, hvis deres produkt allerede var på markedet før 2021.

Du vil heller ikke finde UFI-koder på etiketter til kosmetik, såsom hårfarvningsmidler, shampoo eller hårspray, eller på etiketter til farmaceutiske produkter, da de er underlagt andre regler.

UFI animation

 

Hvor står UFI'en

Hvor på etiketten står UFI'en?

Der findes alle mulige slags emballage. Det betyder, at UFI'en ikke altid vil være på nøjagtig samme sted på hver produktetiket. Den bør dog altid være klart synlig på etiketten i nærheden af produktets handels- eller mærkenavn eller ved fareoplysningerne, som f.eks. kan være piktogrammer og råd om sikker anvendelse af produktet.

UFI'en kan endda være på et klistermærke direkte på produktet, men aldrig på emballagens bund — dér bør den under ingen omstændigheder være anbragt.

UFI matters - related links